Hotel Koldingfjord er det bedste hotel i Jylland

Ved den prestigefyldte prisuddeling Danish Travel Awards i Cirkusbygningen er Hotel Koldingfjord kåret som det bedste hotel i Jylland.
Der findes mange hundrede hoteller i Jylland, men nu er det afgjort, at Hotel Koldingfjord skiller sig ud fra mængden. Det skete ved den 29. udgave af Danish Travel Awards i Cirkusbygningen i København. Her blev et hold medarbejdere fra hotellet kaldt op på scenen, da det blev offentliggjort, at Hotel Koldingfjord havde vundet prisen som Jyllands bedste hotel.
“Vi er stolte og ydmyge over at modtage prisen. Det er jo en anerkendelse af den indsats, vores medarbejdere yder, hver gang de går på arbejde. Det betaler sig at gøre sig umage. Men det forpligter også,” siger Peder Madsen, direktør for Hotel Koldingfjord.
Opskriften på succes
Hotel Koldingfjord ligger i en skov på 28 hektar med udsigt over Kolding Fjord. Den særlige udsigt og placering i skoven kan tage pusten fra de fleste, men beliggenheden kan ikke hive en pris hjem alene.
“Jeg er taknemmelig for alle hotellets 140 medarbejdere, som hver især er med til at løfte de mange opgaver på hotellet døgnet rundt. Uden deres indsats havde vi ikke fået prisen som Jyllands bedste hotel,” siger Peder Madsen.
På scenen til prisoverrækkelsen spurgte aftenens vært, Natasja Crone, hvad gæsterne ønsker. Hertil svarer Peder Madsen: “Gæsterne vil have oplevelser, ordentlighed, kvalitet og vedkommende personlig service, hvor de har mennesker omkring sig i stedet for robotter.”
Han uddyber, at det er vigtigt at lytte til gæsternes behov og ønsker. Det betyder, at hotellet følger med tiden.
Hotellet har fået flere værelser
Hotel Koldingfjord har netop udvidet antallet af værelser med indvielsen af de to historiske bygninger Granly og Fjordglimt. Dermed har hotellet 150 værelser og plads til 300 spisende gæster. Udvidelsen giver bedre mulighed for at afholde store arrangementer og konferencer, hvor hele hotellet kan lejes som ramme om særlige begivenheder.
“Hotellet har et stærkt bagland, der bakker op om at investere i og udvikle hotellet. Jeg ser derfor en lys fremtid for Hotel Koldingfjord,” afslutter Peder Madsen.
Gave til alle medarbejdere
Efter modtagelsen af den prestigefyldte pris har alle 140 medarbejdere på Hotel Koldingfjord fået en gavepose af ledelsen. Alle over 18 år har fået en hvidvin,, en pakke sortfodsskinke lagret i 36 måneder, chokolademandler fra Ole Chokolade og balsamico fra Hr. Skov. Ungarbejderne har hver især fået et kilo slik.


